Hvordan kan en ny multifunktionel skole være løftestang for fremtidens Brøndby Strand?
Fra juni 2023 til april 2024 har Autens samarbejdet med Brøndby Kommune om at udvikle visionerne for en ny multifunktionel skole i Brøndby Strand. Lene har faciliteret arbejdet i det politiske opgaveudvalg, som har bevæget sig gennem oplæg, inspirationstur, tematiske drøftelser og workshops. Sideløbende har vi lavet workshop med fælleselevrådet, besøgt alle kommunens skoler og gennemført en stor forælderundersøgelse i Brøndby Strand. Udvalgets drøftelser har resulteret i en rapport med konkrete anbefalinger til Kommunalbestyrelsen om den nye skole.
Skolen er tænkt som en central hjørnesten i et ambitiøst byudviklingsprojekt, der skal styrke bydelen med fokus på chancelighed, et moderne skoletilbud og en levende fælles bymidte. Den nye skole skal både kunne rumme elever fra de kommende 2.000 nye boliger i Fremtidens Brøndby Strand og fungere som en løftestang for udviklingen af bydelen og nytænkning af skoletilbuddene i Brøndby Strand i tæt kobling med de to nuværende matrikler.
En skole er meget mere end mursten – den skal bære vores håb for fremtiden og give børn og unge de bedste forudsætninger for at forme morgendagens verden. Skolen har også potentiale til at blive hjertet i sociale og kulturelle fællesskaber, hvor vi kan skabe nye lokale dynamikker og styrke fundamentet for bydelens fællesskaber og gode sociale rammer for næste generation.
På Brøndby Kommunes hjemmeside kan du læse mere om projektet og anbefalingerne: https://lnkd.in/dGaM7eEJ
På billedet ses det politiske opgaveudvalg og projektgruppen for arbejdet: Fra venstre ses politiker Vagn Kjær-Hansen (F), ekspert i børn og unge Hans Henrik Knoop, ekspert i forenings- og kulturliv Esben Danielsen, borgerrepræsentant Trine Billekop, borgerrepræsentant Cengiz Baysal, politiker Lene Skallebæk (C), Børne- og skoleudvalgsformand Anette Pilmark (A), Borgmester Maja Højgaard (A) og politiker Kurt Damsted (V) samt repræsentanter fra projektgruppen. I Opgaveudvalget deltog også borgerrepræsentant Mie Pej og borgerrepræsentant Mille Jacobsen.

