Hellerup Skole har hidtil haft klubtilbud på Gersonsvej. I 2017 besluttede man, at klubtilbuddet skulle integreres på skolen. Autens blev derfor budt ind i et samarbejde om lokation, brugerproces og design.
Det blev besluttet at lægge klubben i skolens hjerte, samlokaliseret med PLC.
Første etape blev afsluttet i marts 2018. Vi har i samarbejde med klubpædagoger, ledelse og arkitekt Margrethe Grøn lavet et nyt område.
Klubben har fået et markant ankerpunkt omkring et organisk rødt bord med integrerede huler. Her er hænge-ud steder, computersteder, area m.m. og en helt tæt kobling til skolens kreative værksteder.
PLC’en har blandt andet fået et læselandskab for de yngste, hvor man kan fordybe sig, læse for hinanden, hygge og drømme sig ind i en fantasiverden – i en kano med landskab i baggrunden og et lille ”bjerg” foran. Der er dermed mulighed for, at man kan sætte sig i forskellige niveauer eller gemme sig lidt og nyde udsigten til bjerge, sø og skov.